26. april 2019

"Gorm! Hey Gorm...!"

"Gorm! Hey Gorm...! Gorm kom lige herover! Tirsdag blev der råbt en hel del efter GoCooks ambassadør Gorm Wisweh, da 6.c på Sejs Skole ved Silkeborg sammen med tv-kokken lavede restaurant til børnenes forældre. Det er jo ikke hver dag man har chancen for at få en ekspert til at forklare, hvordan pizzadejen skal rulles, trifles skal opbygges eller frikadellerne skal steges.

I efteråret 2018 deltog klassen i GoCook Smagekassen, der - som mange nok stadig husker - satte fokus på græskarret, dets mange kvaliteter, anvendelsesmuligheder, kultur og dyrkning. Som en del af undervisningsmaterialet kunne eleverne deltage i en konkurrence ved at indsende billeder og film af retterne i Smagekassen. Vinderne af konkurrencen ville få en dag i køkkenet med Gorm Wisweh. Vinderne blev 6.c fra Sejs Skole. Og den dag var i tirsdags.

Da elevernes madkundskabslærer, Hanne Thorhauge et par måneder forinden fortalte klassen, at de havde vundet konkurrencen, var der jubel i klasselokalet. Kort forinden var klassen som den eneste klasse på årgangen ikke gået videre til anden runde i historiedysten, så nogle elever havde konstateret, at de muligvis ikke var så gode til historie, men at det også er meget vigtigere at kunne lave mad.

"Jeg havde fortalt dem, at jeg for en del år siden havde en klasse, der vandt en 2. eller 3. plads i konkurrencen. Dengang vandt alle eleverne et forklæde, så 6.c var noget bekymrede for, om de nu ikke ville få et forklæde, selvom de ville få en dag med Gorm," fortæller Hanne Thorhauge. Men forklæder fik de nu også.

Udover dette festlige arrangement, så gik årets 2. og 3. pladser til henholdsvis 6.Z på Vestervang Skole i Viborg og 6.X på Stjernevejskolen i Hedensted. Også kæmpe tillykke til jer for jeres fine bidrag!

Alle vinderklasserne har fået 'personlig' besked og har modtaget deres præmier. 

Du kan se alle bidrag her på siden: http://smagekasse.gocook.dk

Nedenfor kan du se billeder fra den hyggelig dag sammen med 6.C og Gorm!