19. november 2018

Coop Skolekontakten brænder for næste generation

Folkeskolens blad har for nylig rejst en debat om undervisningsmaterialer fra uformelle leverandører og virksomheder. Det skete blandt andet i artiklen ”Reklamemand advarer om markedsføring i læremidler”, hvor Frederik Preisler fra marketingbureauet Mensch udtaler sig.

Vi kan i Coop Skolekontakten ikke genkende et billede af, at vores undervisningsmaterialer skulle indeholde skjult markedsføring. Frederik Preisler fremlægger dog heller ikke nogen beviser for sin påstand, men taler i generelle vendinger om alle virksomheder. Heldigvis strider det også mod jeres oplevelse. 96 % af de lærere, der evaluerede GoCook Smagekassen synes, vi er troværdige eller meget troværdige.

Hvem betaler for Coop Skolekontaktens undervisningsmaterialer?

Han kalder i artiklen både vores og andres aktiviteter for ren og skær markedsføring. Det er IKKE et marketing-budget, der betaler for GoCook og de øvrige undervisningsmaterialer fra Coop Skolekontakten. Coop Skolekontaktens aktiviteter er støttet af en intern fond. Fonden er ejet af vores medlemmer, da Coop er en andelsvirksomhed. Formålet med fonden er at sørge for udannelse, information og undervisning ifølge andelsprincipperne. Det er medlemsbestyrelsen, der bestemmer, hvad pengene skal bruges til i fonden.

Coop Skolekontakten har eksisteret siden 1974, hvor vi igennem alle årene har udviklet undervisningsmaterialer inden for sundhed og forbrug. I de første mange år hed vi FDB Skolekontakten, men vi har igennem alle årene haft et stort fokus på troværdigheden.

Hvad er formålet med at have Coop Skolekontakten og GoCook?

Formålet med GoCook er at skabe en generation, der er bedre til at lave mad end deres forældre. Formålet med Coop Skolekontakten er lidt mere bredt at bidrage til at skabe kritiske forbrugere, der tager aktivt stilling til forbrug. Der står Coop eller Coop Skolekontakten som afsender på forsiden af undervisningsmaterialerne, men ellers er de reklamefri. GoCook-logoet og stilen ligger meget langt væk fra Coops profil, og det er helt bevidst.

GoCook er TROVÆRDIG, siger lærerne

Derfor er det glædeligt, at de lærere, der bruger GoCook, synes det er troværdigt. 73 % af lærerne synes Coop Skolekontakten er en meget troværdig leverandør af materialer til skolerne. 23 % synes vi er troværdige. Altså 96 % synes vi er troværdige. Det viser sidste års evaluering af GoCook, hvor 745 lærere ud af 2200 mulige svarede på vores evaluering.

87 % af lærerne siger samtidigt, at det er vigtigt for deres undervisning, at GoCook fortsætter. Så tak, fordi I er sammen med os i Coop Skolekontakten om at uddanne næste generation.