Om GoCook.dk og GoCook-appen

NB: Husk at holde GoCook-kokkeskoleapp'en opdateret. Vi fornyer indholdet og gør den løbende bedre.

Du kan bruge både GoCook.dk og GoCook-kokkeskoleapp'en som supplement til undervisningen i madkundskab og forløbet med GoCook Smagekassen.

App’en kan være rigtig god at bruge i selve undervisningssituationen (husk husholdningsfilm om mobiltelefonen, så den ikke bliver beskidt), mens hjemmesiden kan være bedre at bruge hjemme, når både elever og lærere skal forberede sig.


Flere end 400 børnevenlig trin-for-trin opskrifter

Både app og web indeholder en stor kogebog med mere end 400 børnevenlige trin-for-trin opskrifter. For at eleverne kan komme rigtigt i gang med opskrifterne, har vi valgt både at bruge tekst og billeder til at illustrere, hvilke råvarer og redskaber, de skal bruge. Eleverne bliver præsenteret for et trin i opskriften ad gangen i kronologisk rækkefølge. Ved de trin, hvor der er en særlig vigtig metode, kan de vælge at se en kort film om, hvordan man kan gribe det an. Fx en film om, hvordan man woksteger eller laver en mørdej. Alle opskrifterne kan også versioneres til 2-4-6 personer. I undervisningsøjemed så svarer fx 2 personer til smagsprøver til 4 elever. 

I forbindelse med opskrifterne har iPad-app’en desuden et indbygget minutur. Så mens kødgryderne simrer, kan minuturet holde styr på tiden, så kartoflerne bliver kogt tilpas.


Få opskrifterne læst højt

Det er også muligt at få læst opskrifterne højt. Dog indtil videre kun, hvis du har en iPhone. Se en kort vejledning her i nyheden.


Kokkeskolen

I kokkeskolen på både web og app finder du flere end 100 små videoer. Det er metodevideoer om alt fra, hvordan du skærer hvidkål og ordner chili til, hvordan du deler æg.

 

GoCook-tv

Her finder du alle de små videoer, som hører til GoCook Smagekasse-undervisningsmaterialerne, de gamle TV-film og inspirationsfilm. 


Råvareleksikon

Når eleverne forbereder sig til madlavningen kan de gøre brug af et stort råvare- og redskabsleksikon med over 500 billeder og let forståelige forklaringer. Her kan man både finde de mest almindelige råvarer og redskaber, som blomkål, fiskefilet og brødrister, og de mere ukendte, som brissel og mandolinjern. Leksikonet findes både på web og app.