Evalueringen af Mad eller hvad? 2011

Igen i år slog vi deltagerrekorden – 125.000 skoleelever deltog i Mad eller hvad? 2011. Det er virkelig flot! Sådan et stort arrangement kræver også en evaluering, og det har 530 lærere og 348 elever valgt at hjælpe os med. Det sætter vi stor pris på!
Vores evaluering var delt op i en evaluering til lærerne og en til eleverne. 

Evalueringen

Lærernes evaluering havde overordnet set fokus på tilmeldingsforløbet, udlevering af smagekasser, råvarernes friskhed og brug af undervisningsmaterialerne. Der var generelt stor tilfredshed på alle parametre, dog også med plads til forbedringer på enkelte punkter, hvilket vi naturligvis vil arbejde med. 99 % af lærerne vil gerne deltage i Mad eller hvad? igen til næste år.

Eleverne skulle svare på spørgsmål om de forskellige retter (’krydret grønts- og kartoffelgryde’, fladbrød, rødbedesalat og foccacia), om opskriftshæftet og om, hvad de syntes om at deltage i ’Mad eller hvad?’. Eleverne har generelt været glade for ’Mad eller hvad?’-eventen, har fået nye smagsoplevelser, og mange har allerede brugt opskriftshæftet hjemme til stor glæde for forældre og søskende.

Kommentarer til evalueringen

I lærernes evaluering var der mulighed for at skrive kommentarer. Her er et udpluk om opskrifthæftet:
-    Både elever og forældre har været meget positive. Flere af eleverne har prøvet opskrifter derhjemme og endnnu flere har aftaler med forældrene om, at de i nærmeste fremtid skal afprøve nogle af dem.
-    Eleverne synes det var nemt at læse opskrifterne. Lækkert layout. Alle mine 5 klasser var glade for hæftet. Mange skulle hjem og afprøve på forældrene. Stor succes - Tak for mad
-    Flere af eleverne har hjemme lavet opskrifterne fra hæftet. Forældrene har meldt tilbage, at det var en stor succes, og at eleverne var blevet mere opmærksomme på madens indhold i det hele taget.
-    Flere forældre var imponerede over det flotte opskrifthæfte, nogle udtrykte begejstring for nye opskrifter, nogle var vildt glade for at deres børn ville spise hvidkål, andre var glade for brødet med de søde løg, da deres børn normalt aldrig villespise løg, Stor ros herfra for jeres ideer
-    Forældrene var først negative over alle de grønsager, men eleverne har hver især tilberedt retterne derhjemme og herefter er der begejstring.
-    ”Spændende mad - og tænk at mit barn kommer hjem og foreslår mad med gode grønsager i.”

Vinderne af konkurrencen

Som tak for hjælpen ved evalueringen har vi udloddet præmier til lærere og elever. Vi sender besked til vinderne og offentliggør dem også her på siden.