200.000 elever regner på madpyramiden

Matematik kan også være gulerødder, kartofler og rugbrød, for sundhed handler ikke kun om at røre i gryderne, det handler også om tal, mål og energi. Derfor arbejder 200.000 børn over hele landet i dag med FDB’s madpyramide i anledning af matematikkens dag.

I år har Matematikkens dag sundhed som tema, og derfor skal eleverne løse matematikopgaver om sundhed. For eksempel skal eleverne fra 4.-10. klasse spille et online madpyramide-spil mod andre elever på samme klassetrin på tværs af landet. Dem, der ved mest om sundhed og matematik, vinder. Og det giver god mening at arbejde med sundhed i flere fag, mener Bente Svane Nielsen, som er leder af FDB Skolekontakten.

”Når eleverne møder madpyramiden i flere fag, så giver det dem endnu bedre mulighed for at fordybe sig og få viden om sundhed. Mange elever oplever også, at sundhed bliver mere nærværende og relevant, når de arbejder med det i flere fag. De beregner eksempelvis energiindholdet i madvarer i matematik, deres energiforbrug i idræt og de tilbereder sund mad med nye smagsoplevelser i hjemkundskab. De bruger mange forskellige sider af sig selv og får en bedre forståelse af, hvad sundhed er,” siger Bente Svane Nielsen.

 

Eleverne møder madpyramiden i flere fag

Mange af eleverne har i løbet af ugen også mødt madpyramiden i faget hjemkundskab, hvor de med skoleeventen ’Mad eller hvad’ allerede har været i sving med at måle og veje ingredienser af til en krydret kartoffelret og lune fladbrød. Nu møder de så madpyramiden igen, men denne gang i matematikkens univers.

”Sundhed kan også være matematik,” siger Bente Svane Nielsen. ”I FDB vil vi gerne hjælpe flere børn til at bliver fortrolige med, hvad sundhed er. Madpyramiden hører ikke kun hjemme i hjemkundskab og sundhedsundervisningen, den kan bestemt også bruges, når eleverne laver tværfaglige samarbejder i skolen.”

Idéer og undervisningsmateriale til 'Sund matematik'.

 

FDB er samarbejdspartner

FDB har blandt andet bidraget med undervisningsmaterialer om madpyramiden og præmier til konkurrencerne på matematikkens dag. Den vindende klasse på mellemtrinnet kan eksempelvis vinde en dag, hvor eleverne tager kokkehuerne på og sammen med en professionel kok omdanner skolekøkkenet til en sund restaurant for hele skolen. Danmarks matematiklærerforening, @ventures og FDB er samarbejdspartnere på matematikkens dag 2011.